Sådan begyndte det

Min kone Agnete og jeg havde i mange år drømt om at bo sammen med andre. Fra vi blev kærester og gift i 1971 havde vi ”leget med tanken” om at bygge og bo på en utraditionel måde. Jeg var ansat i en arkitektvirksomhed og diskuterede muligheder med kolleger, kikkede på mulige grunde og skitserede boliger. Det strandede altid – grundene blev solgt eller der kom noget andet i vejen.

I en lidt senere periode var vi med i en gruppe bl.a. sammen med min yngre bror og hans kone. Vi deltog i en række møder, men der strandede det på vores manglende mod til at flytte langt væk fra bolig, skole og job.

Først boede vi i en ejerlejlighed i Lyngby. Den solgte vi i ’73, hvor vi købte et hus i Tåstrup. Jeg fik job i Greve kommune i ’74, hvor en kollega og jeg sammen købte et gammelt sommerhus på en stor grund, som vi delte og byggede hver sit hus. Vi flyttede ind i ’75 i et nyt, helt ideelt hus på ”Strandsiden” – noget, mange betragtede som det ultimative mål.

Men for os var det stadig ikke ideelt. Bl.a. fordi vores 3 små børn stort set ikke havde legekammerater på strandsiden. Alle i nabolaget var typisk noget ældre og deres børn var enten flyttet hjemmefra eller var meget ældre.

Annoncen i Information

I weekenden d. 20.-21. februar 1982 så vi en annonce i dagbladet Information, hvor den lokale arkitekt (som jeg kendte fra mit job) søgte deltagere til en gruppe, der ville starte et bofællesskab i enten Karlslunde Landsby eller ved stranden i Solrød. Begge steder var en stor grund til salg.

Det var den chance, vi havde drømt om – og uden at skulle skifte job.

Da vi mødtes første gang, var der eet par, som da boede i kollektiv. De havde ønsket at bygge et hus til sig selv og deres 2 små drenge og havde derfor kontaktet arkitekten. Men sammen med ham udviklede de ideen om et bofællesskab, fordi de ikke havde lyst til helt at slippe det fællesskab, som de kendte fra kollektivet. Derfor tog de initiativet sammen med arkitekten. De havde opstillet nogle betingelser for at deltage:

• Man skulle være villig til at bo enten ved stranden i Solrød eller i Karlslunde Landsby.
• Man skulle afholde en udgift på en halv million, som arkitekten havde kalkuleret.
• Man skulle acceptere ”den eksisterende gruppe”, som fremtidige bofæller.
• Man skulle accepteres af ”den eksisterende gruppe”, som fremtidige bofæller.

Vi opfyldt alle betingelser. Derefter var vi en del af ”den eksisterende gruppe”.

Mange flere annoncer i Information

Så begyndte jagten på flere deltagere. Det betød nye annoncer i Information. Dengang havde Information nærmest monopol på bofællesskaber. Vi prøvede enkelte annoncer i Politiken – men uden respons.

Vi holdt møder med mange interesserede. Langt de fleste forlod os igen – de kom typisk med egne ideer, som ikke harmonerede med de betingelser, vi havde opstillet. Og mange efterspurgte noget mere ”håndfast” at tage stilling til. Vi havde på det tidspunkt kun ”luftkasteller” at tilbyde. Dem, der alligevel ”hang ved” inviterede vi på weekendophold (adskillige gange i perioden) i f.eks. en spejderhytte el.lign., hvor vi ville lære hinanden bedre at kende, og så faldt yderligere en del fra – enten på egent initiativ, eller fordi vi ikke skønnede. at vi passede sammen. Vore drømme var forskellige.

Alt i alt var vi sammen med mellem 50 og 100 familier i perioden – nogle i op til hele år andre i kortere tid. Vi holdt møder mindst en gang om ugen.

Efter ca. et år var vi 4 familier, der troede så meget på projektet, at vi begyndte at binde hinanden yderligere, bl.a. skulle vi hæfte for de fælles udgifter: Hvis man forlod gruppen, skulle man betale en del af de påløbne udgifter, bl.a. til arkitekt og den advokat, som hjalp os med bl.a. køb af grunden her i Karlslunde.

Vi havde fået kommunens accept af, at der ville kunne bygges 6 boliger, og derfor købte vi grunden i 6 andele, altså så hver af os skulle eje en 1/6. Vi var som nævnt 4 familier. Det betød, at gruppen købte een andel, som vi ville sælge til en ny familie, og Agnete og jeg købte med samme formål een ekstra andel. Vi var som husejere ”kreditværdige”.

Planlægningen

De ugentlige møder fortsatte med udvikling af grundlaget og planlægning. Typisk skulle hver af os enkeltvis eller i grupper i ugens løb undersøge særlige problemstillinger, som vi forelagde, diskuterede og tog beslutninger omkring. Det var ”fuldtid” for de fleste af os – al fritid blev brugt på planlægning og møder. Vi havde voldsomme diskussioner og flere konflikter – bl.a. på grundlag af en ide om et ”vidtløftigt” projekt med inddragelse af alle boliger som en del af fællesskabet. Vi besluttede dog et projekt med 6 private boliger og et fælleshus. Et par familier forlod os i planlægningsperioden og blev erstattet af nye.

Overordnet havde vi dog i den meget tidlige fase – efter besøg hos mange større og mindre eksisterende bofællesskaber – besluttet, at vi ville være et lille bofællesskab, hvor vi kunne træffe hurtige beslutninger uden for meget bureaukrati med afstemninger.

Arkitektens familie ville være med

Efter at en familie havde forladt os, ønskede arkitekten og hans familie selv at deltage. Arkitektfamilien ville bo i hjørnehuset (i dag nr. 2) mod vejen og indrette tegnestue i fælleshusets tagetage. Fælleshusets stueetage skulle være fælles spise- og opholdsrum, og en kælder blev planlagt til værksteder og vaskerum m.v.

Det medførte nye stærke konflikter, hvor arkitekten igen forlod projektet som deltager. Og fælleshuset blev så ændret – i store træk til sin nuværende form.

Arkitekten forlod lidt senere også opgaven som arkitekt og efterlod os et skitseprojekt med indretning af boliger til deltagerne efter eget oplæg. Der var dog en usolgt bolig, som bare var kopieret spejlvendt som en af de andre boliger. Dem, der senere købte den, fik den ændret efter eget oplæg.

”Drypvis” blev vi fuldtallige

Efterhånden var vi blevet fuldtallige. Fællesskabet solgte den fælles andel og min familie solgte vores ekstra andel til nye familier.

Men vi stod altså med et skitseprojekt. Vi besluttede at henvende os til typehusfirmaer og høre, om de ville opføre de 6 boliger og et fælleshus med deres egne konstruktioner og detaljer. Et her i området ”dominerende” firma afslog med den begrundelse, at de ikke byggede for ”fodformede” mennesker.

Konstruktioner og energi

Men et lille nyt jysk firma tilbød at opføre projektet til en meget fordelagtig pris. Og vi indledte forhandlinger. Det skete bl.a. på et ”helnatsmøde” på advokatens kontor, hvor vi lavede en lang række aftaler om konstruktioner og isoleringsstandard, som vi havde besluttet skulle være i absolut topklasse. Varmesystemet skulle også være noget særligt. Vi ville i princippet være selvforsynende med energi, og det blev vi.

Varmeanlægget var ikke en del af typehusfirmaets opgave men skulle udføres af et lille specialfirma, som jeg kendte fra mit job i kommunen. Sammen udviklede vi anlægget, som blev så avanceret, at jeg i 1984 af Teknologisk Instituts sekretariat for vedvarende energi blev kåret til ”Danmarks Energisparer nr. 1” på grundlag af mit initiativ og deltagelse i projektet.

Vi opnåede også dispensation fra den kommunale varmeplanlægning, der i vores område ellers pålagde nye boliger at blive tilsluttet naturgas.

Byggeriet

I fravær af en arkitekt, som ellers skulle tage ansvar for detaljer og tilsyn, havde vi aftalt, at typehusfirmaet skulle tilknytte en ingeniør til konstruktioner samt vand- og varmefordeling. Jeg påtog mig kloakprojektering og arkitektdetaljer samt tilsyn i byggeperioden. Og – sammen med det lille varmefirma – planlægning af varmeanlæg.

Vi fik hårde erfaringer. Bl.a. krakkede typehusfirmaet lige efter, at vi (drypvis) var flyttet ind i sidste halvdel af 1983. D.v.s. at udbedring af mangler (og der var mange) skete kun nødtvunget og efter meget tovtrækkeri. Der var også en enkelt underentreprenør, der sendte regningen for sit arbejde direkte til os. Det kunne vi dog afvise med henvisning til, at vi havde betalt til typehusfirmaet i.h.t. kontrakten med typehusfirmaet (hovedentreprenør).

Indflytningen

Som nævnt flyttede vi ind drypvis. Byggeriet var (selvfølgelig!) stærkt forsinket. Så indflytningen blev aftalt efter størst behov. Per & Marie først – hun var gravid og fødte få dage efter deres indflytning sidst i august i et halvfærdigt hus, hvor der dog var et fungerende badeværelse. Min familie som nr. 2 – vi havde solgt vores hus og allerede fået rykket overtagelsen et par måneder. Vi flyttede ind sidste dag i august i et hus uden bad, og vi måtte låne bad hos P&M i den første tid. En familie havde noget tidligere solgt deres hus, og boede derfor i campingvogn på grunden hele sommeren ’83.

Sådan begyndte det, som husket af Ole.

Luffotos af det nybyggede Våningstedgård bofællesskab