I 1682 havde Karlslunde 35 gårde, hvis jorde var delt op i 1900 stykker (= agre) rundt om landsbyen.
Efter udskiftningen i 1796, hvor hver gård fik et samlet jordstykke, var der 11 gårde tilbage i landsbyen. De øvrige gårde var blevet flyttet ud på deres marker udenfor Karlslunde.
5 af de 11 gårde lå på deres oprindelige grunde i landsbyen, og Vaaningstedgaard var en af dem.
Vaaningstedgaard var oprindelig en fæstegård, ejet af Gjeddesdal Gods, som bonden betalte til med arbejde og korn.
I 1801 blev den og 16 andre fæstegårde i Karlslunde til selvejergårde.
Gården blev i de næste mange år drevet som landbrug. Jorden var frugtbar og let kalkholdig ligesom nabogårdenes jorde.
Nabogården Vendalsgård kaldtes også ”Normaljordsgården”. Dens jord bedømtes i 1805 til at have Danmarks bedste landbrugsjord (takst 24), og dannede grundlag for vurdering af alle landets jorde.
I 1970’erne var Vaaningstedgaard blevet totalrestaureret og rummede lageret for et firma, der forhandlede sportsartikler (f.eks. Puma). – Derfor kaldte byens børn gården for ”Pumagården”.
Men i 1978 nedbrændte gården ved et lynnedslag. Grunden lå derefter som en brandtomt (og et hundelufter-paradis), indtil grunden blev opkøbt til byggeriet af den nye Våningstedgård.